Bestil afhentning af dine prøver, som skal analyseres hos os
Bestil emballage til dine miljøprøver, som skal analyseres hos os
Med eurotjek kan du hurtigt og nemt verificere resultatet i din analyserapport
I ”Nørderiet” kan du dykke fagligt ned i udvalgte emner. Det er for dig, som er teknisk og naturvidenskabeligt interesseret.
Her kan du finde vigtig viden om blandt din analyserapport, udvalgte analysemetoder samt emballering af prøver
Vis på et andet sted/sprog
USA
Til luftanalyser på ATD-rør
Hvad er det nu lige forskellen mellem TVOC-analysen og VOC-screening er? Det er nemlig to analyser, der af og til bliver forvekslet med hinanden, når der bestilles luftanalyser.
Lad os først få forkortelsen på plads:
T = Total.
VOC = volatile organic compounds = flygtige organiske forbindelser.
Opsamlings- og analysemetoden er i store træk den samme, når vi taler om luftprøver til TVOC-analyse eller VOC-screening opsamlet på ATD-rør. Luftprøven opsamles via en pumpe med et flow på 0.1L/min og røret analyseres via termisk desorption. Men kvantificeringen og rapportering af de to analyser adskiller sig.
Ved vores TVOC-analyse rapporteres en sum af den totale koncentration af de VOC’er, der er opsamlet på røret, mens vi ved en VOC-screening rapporterer koncentrationen af hver enkelt af de organiske forbindelser (enkeltstofferne) samt et TVOC-resultat.
Herunder kan du se forskellene mellem TVOC-analysen og VOC-screeningen:
Det er værd at bemærke, at sumgrundlaget mellem de to analyser er forskelligt, både i forhold til hvilke kulstofforbindelser, der regnes med i den totale koncentration, men også i forhold til hvilken koncentration, stofferne er fundet i for at tælles med i den totale koncentration.
På grund af den større databehandling, der ligger til grundlag for en analyseresultatet ved en VOC-screening er denne analyse dyrere end en TVOC-analyse. Derfor kan du med fordel, hvis du er i opstarten af en indeklimaundersøgelse eller, hvis du ikke har behov for at vide, hvilken/hvilke VOC/VOC’er, der bidrager til den totale koncentration af VOC’er i indeluften, begynde sin undersøgelse med kun at undersøge TVOC koncentrationen i indeluften.
Som udgangspunkt siger man, at den totale koncentration af VOC’er ikke bør overstige en koncentration på 3.000µg/m3.
Hvis du til gengæld er interesser i at vide, hvilke VOC’er der bidrager til den samlede koncentration af VOC’er i indeluften, kan det give mening at udføre en VOC-screening. Ved at vide hvilke enkeltstoffer, der bidrager til den samlede TVOC-koncentration, vil det efterfølgende være muligt at bruge informationen til at identificere kilden og evt. nedbringe emissionen.
Luften, som er opsamlet på ATD-røret, bliver analyseret på ATD-GC-MS. Det vil sige, at de opsamlede VOC’er bliver termisk desorberet (TD) fra ATD-røret og analyseret ved gaskromatografi koblet med masseselektiv detektion (GC/MS) med en 30 m HP-5 GC-kolonne.
I et termisk desorptionssystem desorberes VOC’erne termisk fra tenax-materialet i ATD-rørene, ved at rørene placeres i en ovn under en inert gasstrøm. Derefter kryofokuseres VOC’erne i en frysefælde. Når den termiske desorptionsproces er afsluttet, bliver analytterne på frysefælden hurtigt genopvarmet og analyseret vha. GC-MS-systemet, hvilket muliggør deres adskillelse. Denne proces (kryo-indfangning og hurtig genopvarmning) garanterer en god topform og fremragende adskillelse.
Detektoren er indstillet til at opsamle alle ioner fra 33-425 nm igennem hele kromatogrammet. Dette er for at kunne scanne på alle toppe, der eluerer og dermed at kunne sammenligne massespektrum for de enkelte toppe med NIST-biblioteket.
Identiteten af VOC’er i forbindelse med en VOC-screening bliver accepteret, hvis der er overensstemmelse i MS-spektret sammenlignet med NIS-biblioteket på over 80%. De identificerede VOC'er, VVOC’er samt SVOC’er kvantificeres og rapporteres både som toluen-ækvivalenter og specifikke koncentrationer, jf. EN 16516, for koncentrationer over 5 μg/m3. Kvantificeringen sker vha. relative responsfaktorer indkørt over for enten toluen eller propylenglykol afhængig af komponenttypen.
Detektionsgrænsen (LOD) for de enkelte VOC’er er stofafhængig, men er typisk 5 - 10 ng på ATD-rør med tenaxmedie, som svarer til 1,0 - 2,5 μg/m3 i luft ved opsamling af 5 liter luft.
Hvis du skal udføre luftmålinger iht. DGNB, er det vigtigt at vide hvilken manual, byggeriet skal certificeres efter. Kravene til indeluften er specificeret i kriteriet SOC1.2 i DGNB-manualerne. Fælles er, at for byggerier, der skal eller er blevet certificeret efter 2016 manualen anvendes en TVOC analyse samt en måling af formaldehyd, hvorimod der ved certificering iht 2020/2023/2025 manualerne skal anvendes en VOC-screening samt en analyse af C1-C6 adehyderne.
Artiklen er skrevet af Karoline Rusbjerg-Weberskov, Sales Manager i Indoor Air Eurofins VBM laboratoriet og Maria Pelle Mørup, Team Leder for kemikerne i Eurofins Product Testing.